søndag den 5. august 2012

Strikkelysten



Jeg kan godt lide at strikke, men som jeg måske har nævnt, så kan jeg kun slå masker op, strikke ret og lidt vrang og lukke af. Det kunne være enormt fedt at kunne strikke varme sokker til vinteren, en blød og lunende hue osv. Men man kommer ikke langt med ret og vrang som det eneste når jeg ikke kender nogle kombinationer eller ved hvordan man strikker andet en firkanter. Derfor har været på biblioteket i Rønne for at låne lidt inspiration - det blev til en CD-rom hvor der er teknikker, leksikon og videoer, som viser hvordan man gør. Den kan anbefales!

Derudover har en venindes mor lånt mig et lille strikkehæfte fra Hendes Verden, hvor der også er lidt inspiration og strikkeskole. Det hjælper vel alt sammen.
Da jeg sidst købte strikkepinde i en garnbutik havde de gamle DROPS magasiner som blev foræret væk til kunder, så det hapsede jeg et par stykker af også.
Så nu er det bare at gå i gang med at øve!

En fin mobiltaske kunne det måske blive til set i et af DROPS magasiner

Dette lille søde hæfte er blevet godt passet på, det er helt tilbage fra 2003.

Opskrifter på grydelapper - det kunne jeg godt tænke mig at kunne lave
 
Det var denne CD-rom jeg fandt på biblioteket - altså smart, da jeg ikke altid er så god til at forstå tegninger og bedre kan lide at lære noget "live".

Nu må vi se, hvad der kommer ud af det :-)

lørdag den 4. august 2012

Kyllingeguide fra Dyrenes Beskyttelse

Her på det sidste må jeg indrømme, at jeg er hændt med at klikke ind på Dyrenes Beskyttelse's hjemmeside en del gange. Det skyldes, at jeg forsøger at overtale Australieren til, at vi skal have en kat. Enten en voksen eller en killing. Derudover mener jeg, at det kunne være en god idé at anskaffe en kat fra et af DB's internater. Der er også et internat her på Bornholm. Og de har så søde katte, se bare herher og her. Ihh. Nå men hvis jeg får ham overtalt, skal jeg selvfølgelig nok opdatere omkring det herinde :-)


Men på DB's hjemmeside faldt jeg også over denne kyllingeguide:

En bedre version af skemaet kan ses her: Kend din kylling.

Det er tankevækkende at læse - normalt går jeg ikke så meget op i, hvad for noget kyllingekød jeg køber (da udvalget ikke er så stort i mit lokale supermarked), udover jeg forsøger at købe de slags, som ikke er blevet tilsat lage.
Jeg sværger dog til at købe økologiske æg - det står jeg fuldstændig fast på.
Efter at have kigget skemaet lidt igennem må jeg sige, at jeg nok tænker mig om en ekstra gang næste gang jeg skal lede efter kyllingefileter i supermarkedets køledisk.
NB: Bemærk, hvad der står skrevet om kyllinger fra De 5 gårde (skulle det ellers ikke, ifølge dem selv, være så godt?)


Stof til eftertanke...

fredag den 3. august 2012

Vild med Instagram

Efter at have været lidt skeptisk overfor Instagram (som med alt andet nyt), så må jeg sige, at jeg efterhånden er blevet noget fascineret. Ligefrem afhængig eller en nørd, hvis man skal tro min bedre halvdel - men alt det med hashtag og så videre har jeg altså endnu ikke helt fundet ud af.
Men jeg er vild med, at man kan se andres rigtig flotte billeder, uploade nogle selv og redigere i dem også. Nogle af de billeder jeg har uploadet gennem Instagram kan du se her:

Min cherrytomatplante Tiny Tim

Byhus på Bornholm med masser af stokroser ude foran

En lille gårdsplads i Gudhjem, - igen masser af idyl og stokroser. Prikken over i'et er Vespa'en som man næsten kan ane i baggrunden

Hjemmebagte hindbærmacarons

Hjemmelavet iskaffe - på den nemme måde

Rønne strand

Rønne Strand
På Instagram hedder jeg mademoisellebellesoie, hvis du skulle få lyst til at kigge mine billeder eller følge mig :-)

Lækre og nemme koldhævede, italienske boller


Min skønne søster har været så venlig at gøre mig opmærksom på denne opskrift på koldhævede boller- og det er jeg hende meget taknemmelig for! De er nemlig super gode til morgenbrød, til madpakken og de er bare så nemme at lave. Hendes opskrift har jeg kun ændret en lille smule:





Ca. 14 boller

20 g gær
7 dl vand
1 spsk groft havsalt
1 spsk olivenolie
400 g italiensk hvedemel
450 g hvedemel

Gæren røres ud i vandet, hvorefter salt og olie tilsættes. Under omrøring tilsættes også melet, lidt efter lidt.
Dejen skal hænge sammen, men være klistret. Dejen stilles overdækket i køleskab natten over.

Næste morgen kan du med et par spiseskeer sætte dejstykker på af den ønskede størrelse på en bageplade med bagepapir. Skeerne kan løbende dyppes i varmt vand så dejen lettere slipper skeerne. Bollerne skal efterhæve 30 minutter og efterfølgende bages i ovnen ved 225 grader varmluft i 12-15 minutter.

MUMS :D

onsdag den 1. august 2012

Hindbærmacarons, 1. forsøg


Beklager, at jeg har haft nogle dage væk fra bloggen, men jeg fik pludselig uventet besøg fra 4 skønne veninder, som blev boende hos mig i et par dage. Det var dog super hyggeligt og en virkelig glædelig overraskelse :-)

I den tid der er gået siden sidst, fik jeg endelig taget mig mod til at prøve kræfter med at lave macarons selv. Og jeg må sige, at jeg slet ikke er skræmt. Jovist, der er plads til forbedring, men så er det jo bare at prøve igen og blive ved med at lave tests ;-)


Jeg har på nettet bestilt pastafarve til at komme i selve mandelmelsdejen, det glæder jeg mig til at få prøvet af. Derfor er disse af mine hindbærmacarons også blevet meget lyse. Men smagen er jo det vigtigste - og den var fin!

Jeg havde dog held med at de ikke sprækkede, til gengæld kom der "kanter" på dem i stedet for. Jeg tror det har noget at gøre med, at jeg piskede mandelmelsdejen for meget. Nå, men på den igen en anden gang! Jeg fandt inspiration til disse hindbærmacarons hos Chocolat, hvor jeg dog lavede en noget mindre portion, da jeg øver mig og gerne vil prøve nogle forskellige varianter af macarons af inden jeg skal lave en større portion som skal serveres til en fest.



 Det færdige resultat! Når jeg engang er god, kunne det være jeg skulle lave en macarons guide.. Nu må vi se om jeg bliver god ;-)
Yum yum yum


fredag den 27. juli 2012

Verdens bedste brød


Da det nu var blevet min tur til at tage morgenmad med på arbejdet, synes jeg at jeg selv ville bage noget lækkert brød. Udover min hjemmelavede brombærmarmelade som jeg lavede for ikke længe siden besluttede jeg mig for at bage verdens bedste brød.

Den oprindelige opskrift jeg har brugt er fundet hos kvalimad, men den side er lidt uoverskuelig for mig, så jeg brugte bare mængdeangivelserne og kiggede så ellers hos min skønne søsters blog som også har lavet dette brød og blogget om det (her), da det var meget lettere for mig at læse.

Dejen har stået og hævet

Dejen er blevet foldet 3 gange over hinanden og lagt tilbage i dejfadet


Bagt og stadig i gryden

Opskriften på et styks Verdens Bedste Brød:

625 g hvedemel (svarer til 10 dl)
5 dl vand
2 tsk salt
Gær på størrelse med en ært


Opløs først gæren i vandet og tilsæt derefter salt. Rør rundt til det er hele er blandet sammen og tilsæt så mel. Melet skal blot vendes i til det netop er fugtigt, og der må gerne være lidt klumper.
Så dækker du skålen til og sætter den på køkkenbordet i 12-18 timer. I dette tilfælde lavede jeg dejen aftenen før og stod så tidligt op dagen efter, så jeg kunne tage lunt brød med til mine kolleger.
Når dejen er hævet skal den vendes den ud på et meldrysset bord og så skal dejen foldes ind over midten 3 gange. Læg derefter dejen tilbage i skålen (eller evt. en hævekurv hvis man er så heldig at eje sådan én) og lad dejen efterhæve i 2 timer.
Når der er ca. en halv time tilbage af hævetiden, tænder du ovnen på 250 grader og sætter en gryde ind i ovnen, så gryden bliver rigtig varm inden dejen skal i. Min gryde var 3 liter. Et godt tip er dog lige at tjekke om din gryde kan tåle at komme i ovnen!
Når dejen har efterhævet, hælder du den op i den varme gryde og låget sættes på. Så bager du brødet i 30 minutter ved 250 grader. Når de 30 minutter er gået fjerner du låget og brødet bages videre uden låg ved 230 grader i 15 minutter.
Når brødet er bagt færdigt vendes det ud af gryden og køles af på en rist i ca. 20 min. Et andet godt tip er, at opbevare grydebrødet pakket ind i et rent viskestykke, da en plasticpose ikke gør noget godt for brødet.
Det kan anbefales! :-)

onsdag den 25. juli 2012

Homemade Ice Coffee


I dag har det glædeligvis været endnu en skøn sommerdag, hvor solen har stået højt på himlen og lige fra morgenstunden har man kunnet gå rundt med bare arme og ben. Ihh hvor jeg nyder det. I dag var det bare super varmt på arbejde så da jeg kom hjem trængte jeg lige til at få benene op lidt og nyde vejret lidt. Jeg fik imens surfet lidt rundt på nettet og fandt frem til hvordan man kunne bakse en omgang iskaffe sammen - slet ikke dårligt.

Opskrift, 2 glas:

8 isterninger
4 dl letmælk
2 spsk. rørsukker
Lidt vanilleessens
Ca. 1,5 dl. stærk kaffe

Lidt revet mørk chokolade til pynt


Kaffen hældes i et højt glas. Mælk, isterninger, rørsukker og vanilleessens blendes og hældes dernæst i kaffen. Pyntes med revet chokolade.

Jeg havde ikke rigtig tålmodighed til at vente længe på at kaffen blev kold efter brygning, men en anden gang vil jeg lade den køle mere af først

Jeg brugte en almindelig stempelkande og almindelige bønner, men jeg overvejer til en anden gang at købe espressokaffebønner, som jeg ser nogle rundt omkring i blogland gør. I hvert fald tror jeg ikke det er sidste gang jeg har forsøgt mig med denne lille lækkerbisken.