Viser opslag med etiketten DIY. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten DIY. Vis alle opslag

lørdag den 12. oktober 2013

Arkitektlampen som fik lov at leve

Jeg har i noget tid gået og haft brug for en ny lampe. Og én mulighed var at bruge min gamle arkitektlampe, som jeg har haft siden jeg var barn. Men den var orange. Jeg hader orange!

Men så fik jeg ideen at male den. Spraymaling blev min redning. Jeg synes selv resultatet er blevet vildt godt. Og arkitektlampen kunne ånde lettet op - ingen losseplads ventende rundt om hjørnet og ikke længere ligge i et mørkt skab. Vi er begge glade og tilfredse med det nye look :-)

Spraymaling købt i Jem & Fik til kr. 29,95,-
Bum - ny lampe.

torsdag den 23. august 2012

Pallet coffee table # 2

Så er glaspladen til vores sofabord blevet leveret! Endelig! Da XL i første omgang havde fået den bestilte glasplade hjem til os, gik den i stykker under hjemtransporten - pludselig stod min Australier midt på gaden omringet af bittesmå glasstumper. Det var en dårlig dag for især ham, der måtte hjem for at hente noget til at samle alle glasstumperne sammen med. Jeg var heldigvis på arbejde da det skete.

Forleden var der så udenfor vores hoveddør læsset en glasplade af, som vi kunne tage ind og sætte på plads, hvor den hører til. Synes stadig det er et super fedt sofabord og jeg håber det holder i lang tid fremover :-)

Før og efter-billeder:

Vasen er fra Holmegaard, Cocoon



Min skønne kolleger havde været så søde, at da jeg kom tilbage fra ferie fik jeg blomster af dem. Det er simpelthen så god en arbejdsplads :-)


Så der det begyndte at blive mørkt uden for, blev lysene tændt og der blev drukket varm kakao. Jeg er rigtig god til at hygge :-)

søndag den 15. juli 2012

Pallet coffee table

Jeg var så heldig at kunne få fat i et par paller og efter inspiration fra min søster og Shelterness så var der ingen tvivl. Vi skulle have et sofabord lavet af paller!

Så gik den hårde (for australieren) arbejdsproces i gang. Der skulle grundrenses, sandslibes og ombygges før der kunne males. Men til sidst lykkedes det at blive færdig. Sådan næsten da. For vores sofabord skal også have en glasbordplade på - den er bestilt hos XL og er eftersigende på vej. 7-14 dage går der, men kunne bare ikke vente med at vise bordet frem. Jeg skal nok vise det fuldstændigt endelige resultat frem også. 

Australieren i gang med at skille pallerne ad og ombygge dem

Så blev de også slebet med sandpapir

Så blev pallerne sat sammen og fik en omgang malergrundrens

Så kom der hvid spraymaling på - det hjalp!

Det færdige resultat!
Hvis man har mulighed for at skaffe sig en eller to paller, så synes jeg bestemt det er et fedt og anderledes sofabord. Selvom vi stadig mangler glaspladen, så er jeg allerede glad for bordet! :-)

onsdag den 11. juli 2012

Sysler med fuchsiafarvet strik

Har lidt savnet at strikke - sådan sidde og nørkle med noget og se, hvad det bliver til. Om man kan lave noget brugbart af det, som bare startede med at være et garnøgle.
Indtil videre har jeg strikket to halstørklæder og et bogmærke. Nu fik jeg den idé, at en mobiltelefon-beskytter måske var det næste på listen. Jeg er ikke god til at strikke - jeg kan slå masker op, afslutte og strikke ret og vrang. Men det er vel med strikning, som det er med så meget andet - man skal starte et sted og øvelse gør mester.
Masker er blevet slået op på 2 strikkepinde og den ene pind trukket ud

Efter nogle få rækker
Sådan ser det ud pt. Garnet var noget kæresten kom hjem med sidste år som en del af en adventsgave (ja han er tilsyneladende lidt opmærksom :) det er købt i Tiger ved jeg, så alle kan være med prismæssigt.

Det færdige resultat skal jeg nok vise frem, når jeg engang får det færdigt :)

Hav en fortsat skøn aften



torsdag den 28. juni 2012

Magnolia wallsticker fra Ikea

Sådan ser min nye wallsticker fra IKEA ud - dette billede er lånt fra deres hjemmeside. Du kan se nærmere info her. Og så er prisen kun 79 kr.

De bileder jeg selv har taget efter jeg fik sat wallstickeren op i går aftes er ikke helt så glamourøse, men du skal selvfølgelig ikke snydes for at se dem alligevel.




Så kom den op at hænge i vores lille byhus - dejligt at væggene ikke er så bare. Den er noget større end jeg havde regnet med, men jeg synes stadig den er fin. Senere kommer kæresten hjem efter at have været væk et par dage - jeg er spændt på, hvad han siger til den nye vægpynt.
Mht. det at sætte den op, så var det ikke særligt svært, men jeg synes alligevel det tog noget tid fordi jeg gerne ville have den til at hænge lige og det færdige resultat skulle jo gerne ligne helt nøjagtigt det billede på indpakningen.

Men hvorom alting er, så kan jeg kun anbefale wallstickers - det er en billig og nem og letudskiftelig løsning til at pifte væggene lidt op :-)

onsdag den 3. august 2011

Hængeparti # 2: Min farmors chatol


Jeg skrev tidligere - kort før jeg flyttede fra Aarhus C, at jeg havde købt noget møbelpolish som skulle bruges til at gøre et gammelt chatol fint igen.
Jeg arvede det efter min farmor og da chatollet har stået i et rygerhjem i mange, mange år, har det derfor været nødvendigt at rengøre - både indvendigt og udvendigt.

Indvendigt har jeg opløst noget Rodalon i vand og brugt en opvaskebørste til at rense skufferne indvendigt. Rodalon desinficerer og fjerner dårlig lugt.
Derefter har jeg ladet skufferne ligge og tørre udenfor i solen inden jeg tog dem med inden for og satte dem i chatollet igen.

Udvendigt har jeg brugt møbelpolish, som renser og blankpolerer lakerede møbler af træ. Polishen giver møblerne en fin, blank overflade, som skyer snavs og finger-mærker.
Ved anvendelse rystes flasken først rigtig grundigt, hvorefter man påfører lidt polish på en blød fnugfri klud og gnider det på møblets overflader, som skal behandles. Efter et par minutter polerer man efter med en ren, tør klud.
På flaskens bagside opfordres der til altid at teste resultatet først ved at påføre polish på et ikke synligt sted til at begynde med.
Desuden bør kluden kasseres efter brug.

ADVARSEL: Polish'en stinker!

... Men er med til at give et flot resultat:



tirsdag den 2. august 2011

Hængeparti # 1: Loppemarkedsfund - det færdige resultat

Det var denne artikel i Femina, der gav inspirationen til at "lave" en lampe selv. I en af de omkringliggende byer var der loppemarked, så dette måtte jo være muligheden for at finde noget brugbart, tænkte jeg.

Som jeg tidligere har skrevet, fandt jeg sammen med min mor da også en særdeles gyselig lampe (se selv nedenfor) - og vi købte den. Vi fik forhandlet os frem til 30 kr., hvilket må siges at være ganske rimeligt.
Foden af lampen var i messing og skærmen var så grim, at dén blev smidt ud med det samme.


Men efter et par omgange sprøjtemaling (radiator-maling) begyndte det at tage form...

Foden blev malet ude på græsplænen, for det lugter og "grisser" en smule





Her ses så det færdige resultat


Lampen er efter min mening blevet rigtig flot og kan bruges sammen med flere forskellige stilarter.
Så jeg kan kun opfordre andre til at gøre det samme!! :-)

lørdag den 18. juni 2011

Loppemarkedsfund

Efter at have læst en artikel i et blad om, at man kunne give en gammel lampe nyt liv ved at spraymale lampefoden og købe en ny lampeskærm, - synes jeg det var en fin idé, at min mor købte denne gamle og MEGET HÆSLIGE lampe på et lokalt loppemarked


Lampeskærmen er afskyelig grim!! Uden tvivl! 

Men jeg synes faktisk formen på foden er ret fed - så den spraymaler vi - formentlig hvid.
Og så skal vi ud at kigge efter en flot lampeskærm også. Jeg lægger billeder ud af det færdige resultat




Nyt liv til terrassens krukker
Dagen i dag gik bl.a. også med at male nogle af de gamle og grimme blomsterkrukker ude på mors terrasse. Alternativet var, at de skulle smides ud da de ikke passede sammen med de nyere, grå krukker.
Så vi fandt noget gammelt maling og gik i gang - her er resultatet

De 4 krukker længst til venstre i billedet er dem, som blev malet

I baggrunden ses den grå krukke - nu passer de alle sammen lidt bedre sammen

Jeg synes faktisk resultatet blev ganske fint

Det var dét min lørdag gik med :-)

søndag den 12. juni 2011

Hjemmelavede Skagensmøbler

Næsten da.....



Før

Her i pinsen er jeg på besøg hjemme hos min mor og da vi var et smut i Fakta tidligere i dag, havde de tilbud på heldækkende udendørsmaling til kun kr. 99,-
- så gik eftermiddagen med at male mors havemøbler :-)







Efter 1. omgang maling






Efter 2 omgange maling er møblerne sat på plads igen på terrassen