Da jeg kom hjem fra arbejde i dag var der fuld gang i køkkenet. Australieren havde fundet min Meyers Bageri opskriftsbog og havde set sig lækkersulten på opskriften på grovbirkes. Jeg havde godt nok opfanget, at han mente de i længden var for dyre at købe hos bageren. Så nu blev der altså gjort alvor af truslerne.
Da jeg egentlig også er vild med grovbirkes og da de smagte rigtig skønt vil jeg give opskriften videre, så andre også kan få glæde af de lækre grovbirkes fra Meyer. Jeg ændrede intet andet end at jeg også pyntede birkesene med hørfrø samt at jeg - fordi jeg ikke kunne købe hvedeflager i supermarkedet - købte Urtekrams blanding med 5korns flager, der bl.a. indeholder hvedeflager og brugte dem. Opskriften kommer her:
Grovbirkes 12 stk.
2,5 dl koldt vand
30 g gær
1 æg
400 g koldt hvedemel, opbevaret i fryseren natten over
100 g grahamsmel, opbevaret i fryseren natten over
10 g sukker
10 g havsalt
150 g hvedeflager
250 g koldt smør til indrulning
100 g hvedeflager til topping
lidt vand til pensling
Du hælder det kolde vand i en skål og rører gæren ud heri. Så tilsætter du først æg, dernæst det kolde hvedemel, grahamsmel, sukke, salt og hvedeflager. Dejen æltes sammen i 3-5 minutter til du har en fast, kold dej. Dejen pakkes herefter ind i husholdningsfilm og lægges i køleskabet i ca. 30 minutter.
Nu skal smørret rulles ind som man gør til wienebrød - det vil sige, at smørret bankes ud mellem to stykker bagepapir og rulles fladt (så undgår du smør på kagerulle og bord). Smørret rulles ud til en størrelse af 10x10 cm. Tag derefter den kolde dej ud af køleskabet og læg den på et melet bord. Placér smørret ovenpå dejen og fold nu dejens fire sider ind over smørret, så det er fuldstændig indpakket. Nu skal du rulle dejen ud til et aflangt stykke på ca. 1-2 cm tykkelse.Fold en tredjedel af dejen ind over midten, børst dejstykket fri for mel, og fold nu den sidste tredjedel ind over midten, så der er tre lag dej og smør oven på hinanden. Læg dejen i køleskabet i 30 minutter og gentag denne rullemetode to gange mere. Afslut med lægge dejen i køleskabet igen i ca. 30 minutter.
Tag nu dejen ud på et melet bord og rul den ud så den er 20 cm bred, aflang og omkring 3-4 mm tyk. Rul nu dejen sammen som en roulade og tryk den godt ned så du har en lang, flad bane dej. Pensl dejen med lidt vand og drys med hvedeflager.
Skær nu dejbanen ud i 12 lige store stykker og sæt dem på en bageplade med bagepapir. Lad nu dine grovbirkes hæve til dobbelt størrelse, det tager en til to timer. Bag grovbirkesene ved 220 grader i ca. 15-20 minutter og afkøl dem på en bagerist.
Velbekomme!! :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Tak for dit besøg på min blog - læg gerne en kommentar, det bliver jeg så glad for :-)